August 2017

Kære mor!                                                                              

Du besøgte mig i drømme igen i nat, jeg mærkede din varme nærhed, din tillid og kærlighed, véd du, at du er det bedste og kærligste menneske, jeg har mødt i mit liv, jeg savner dig, drømmer om dig, som om du er her endnu og jeg bare skal ringe, når jeg vågner. 

Jeg ved jo godt du ikke er her mere, det er nu 22 år siden du døde. 

Den 20 august 1995 på min fødselsdag, havde jeg lånt et sommerhus ved Hornbæk strand af en veninde og sendt et åbent kort til min datter med adresse og telefonnummer, hvor jeg bad hende om at komme - tage dig og lille barnebarn med, - så vi kunne tale om de ”problemer” min datter åbenbart mente vi havde?

Kun min datter vidste hvor jeg var. - Hun hverken ringede eller kom, har vel heller ikke fortalt dig om mit kort eller hvor jeg var henne? - Du har måske ringet og ringet til mit hjem på Østerbro? 

- Du, min fortrolige elskede mor, var jo kronvidne til min ulykkelig tilstand, 

- lige mistet mit lederjob ved et nederdrægtigt uretfærdigt justitsmord, 

- oveni, min datters afvisning, hvor hun afskar mig fra at se og  besøge mit lille dejlige barnebarn. 

Jeg ventede og ventede, hele dagen - men ingen kom eller ringede, jeg havde en skærende smerte i brystet, sov ikke om natten og mit hoved føltes trykkende og tungt. 

Næste dag den 21. august cyklede jeg hjemad langs strandvejen mod Østerbro, vejret var smukt, himlen høj og blå. - Jeg,- med samme skærende smerte i brystet og samme tungsind i hovedet. 

- ”Pludselig” - uden varsel - jeg var nået omkring Rungsted havn,  

- forsvandt min smerte i brystet,

 - en varme strømmede ud fra mit hjerte og det tunge tryk i mit hoved forsvandt!

 - Jeg undrede mig, - mine problemer var jo de samme, som   sekundet før?

 - Jeg sang resten af vejen hjem!

 Det var først da jeg kom hjem og telefonen ringede. Min niece fortalte: ”Mormor, (du min elskede mor,) var indlagt bevidstløs på Roskilde sygehus og nok ikke vågnede mere”!

 Jeg tog til Roskilde hospital, - sygeplejersken sagde: ”Din mor er afgået ved døden. 

 - Jeg spurgte: ”hvornår, hvad tid”?  

 - Det var på det tidspunkt, min smerte og tungsind - ”pludselig” -  forsvandt, ved Rungsted havn!

 - Mor! - Måske troede du jeg havde taget mit liv, begået selvmord i min desperate sorg og smerte?

 - Var det -”din”- bekymring og angst for, hvad jeg kunne finde på i -”min”- sorg?

 - Var det derfor jeg følte den skærende smerte, - på min fødselsdag og medens jeg cyklede hjemad?

 - I det øjeblik du døde, - slap du mig!

 - Var jeg den sidste du tænkte på i -”det”- øjeblik?

 Det svar opnår jeg aldrig at få, - men jeg tror jeg véd, - sådan hænger det sammen. - Hvordan ellers?

 Jeg elsker dig mor, jeg savner dig!